Af CLAUS LARSEN
Vi havde allerede inden kampen indstillet os på, at det ikke bliver til direkte oprykning i år. Med en sejr i kampen mod Blackburn kunne vi styrke formen inden play-off-kampene, men sådan skulle det ikke gå.
Flere ændringer siden sidste kamp
Traore var ude efter skaden mod Bournemouth i lørdags, og heller ikke Hughes, Onuoha og Barton var kampklare.
Det betød, at vi stillede op med Green på mål, Simpson, Assou-Ekotto, Young og Dunne i forsvaret, Carroll, Benayoun, Henry, Hoilett og Morrison på midtbanen og Keane helt fremme.
Blackburn med fint spil
Første halvleg åbnede med et par QPR-muligheder, men ellers var det Blackburn, som var det bedste hold, især i den første halve time, og hjemmeholdet kom foran allerede efter otte minutter ved Rudy Gestede, som spillede en fremragende kamp. Han fik simpelthen for meget plads i denne situation.
Vores forsvar var svagt, og afstanden til midtbanen var i nogle situationer for stor. Carroll og Henry fik ikke rigtig styr på spillet, og det var kun Richard Dunne, som var årsag til, at Blackburn ikke kom foran 2-0 eller 3-0 allerede på dette tidspunkt.
I de sidste ti minutter af første halvleg kom vi lidt bedre med, og vi fik tilkæmpet os nogle hjørnespark, hvoraf nogle igen blev udnyttet dårligt ved at blive spillet kort.
Chokstart på anden halvleg
Der var grund til en vis optimisme fra starten af anden halvleg, men den forduftede hurtigt, da Spurr fra Blackburn scorede til 2-0 inden mange af de medrejsende R's fans overhovedet var kommet tilbage i sæderne efter pausen. Igen dårligt forsvarsspil, men Green må for en gangs skyld også tage en del af skylden.
Altså den værst tænkelige udvikling på kampen. Rhodes og Gestede spillede godt for hjemmeholdet, som forøvrigt havde William Keanes tvillingebror i forsvaret.
Vi havde ikke meget at byde på i angrebet. Dog havde Keane et skud på træværket midt i halvlegen. For at styrke offensiven satte Harry Modibo Maiga ind i stedet for Carroll, og Charlie Austin ind i stedet for Keane. Måske er Austin knap nok helt klar endnu, desværre?
Men det hjalp ikke, og Blackburn var tættere på 3-0 end QPR på en reducering. Et af de sjældne, men fortjente clean sheets til Blackburn, som spillede på en måde, som var frustrerende for os.
Dunne var bedste mand hos os, og uden ham var det let blevet et rigtig grimt nederlag.
Formen må stabiliseres inden play-off
Vi betaler nu en regning for den store udskiftning af spillere, vi har haft på holdet gennem sæsonen, og som bevirker, at vi ikke har et sammenspillet hold. Heldigvis er der ni point ned til syvendepladsen, men vi behøver under alle omstændigheder nogle sejre i de sidste fem kampe.
Kampfakta
Blackburn - QPR 2-0 (1-0)
Gule Kort: QPR: Simpson
QPR: Green, Simpson, Assou-Ekotto (Yun 77'), Carroll (Maiga 68'), Young, Dunne, Benayoun, Henry, Hoilett, Keane (Austin 69'), Morrison
Ubenyttede reserver: Zamora, Murphy, O'Neil, Donaldson
Tilskuere: 12.915
Dommer: James Adcock